Sandheden er, at et billede siger mere end 1000 ord.
August 27, 2024Jeg kan tydeligt huske da jeg i sin tid for første gang stod i et mørkekammer. Det er helt tilbage i folkeskolens 8. eller 9. klasse. I skæret fra det røde mørkekammerlys, lå det hvide fotopapir i bakken med fremkaldervæske. Langsomt tonede billedet frem på fotopapiret … ren magi i mine øjne og fra den dag har jeg til stadighed været fascineret og draget af hvad det er fotografiet kan. Det kan fremkalde følelser og igangsætte tankeprocesser. Efter min mening er fotografiet den korteste vej til kommunikation hvis det gøres rigtigt. Godt fotografi rammer os på følelserne og har så mange lag som ikke rigtigt kan nås på andre måder. Derfor bruger mange af os også rigtigt meget tid “på vores telefon” fordi de sociale medier er fyldt med visuelle input, noget vores hjerne elsker, fordi den ikke skal anstrenge sig med at afkode dette sprog. Derfor er den korteste vej imellem firma og kunde visuel kommunikation.
Den visuelle kommunikation kan underbygge og forstærke den historie du gerne vil fortælle og bliver det gjort rigtigt, differentiere din historie fra mængden. Jeg syntes at det er en spændende proces at rykke grænserne for dette og skubbe lidt til mine kunder og deres måde at kommunikere på. Dette behøver bestemt ikke at være voldsomt, men bare nok til at det er deres kampagne man husker.
Et helt konkret eksempel var, da jeg fik til opgave at lave en række fotos for firmaet MoveOn Partners, som er et flyttefirma, men meget mere end det. De tager sig nemlig af firmaflytninger som skal foregå hurtigt og præcist. Groft sagt pakke firmaet ned fredag og gøre det klar til medarbejderne på den nye adresse den følgende mandag. De har specialiseret sig i at gøre flytningerne så gnidningsløse som muligt for kunden. De går så langt, at de fotograferer den enkelte medarbejders skrivebord med mobiltelefon inden flytningen og bestræber sig på at tingene på skrivebordet er placeret de samme steder, når medarbejderen møder på arbejde igen mandag morgen. Groft set en flytning som medarbejderne næsten ikke opdager, bortset fra at de skal møde op på en ny adresse. Og hvordan kommunikerer man så lettest dette. Jeg udviklede en idè til en fotoserie med den tilhørende punchline “VI FLYTTER DINE MEDARBEJDERE - uden at de opdager det”, som jeg præsenterede for kunden. Det tog lidt tid for dem at forliges med ideen og i denne proces lavede jeg en færdig fotooptagelse til dem, så de bedre kunne forholde sig til den færdige billedkommunikation. Det viste sig at være en stærk måde at kommunikere, at de er et flyttefirma udover det sædvanlige og har været med til at skaffe dem store markedsandele.
Måske jeg kan hjælpe dig med at sælge din historie.